Tumlastik

tumlastik

 

Tumle + gymnastik = Tumlastik

Tumlastik er lege og aktiviteter for babyer og deres forældre. Typisk er gymnastik forbeholdt børn over 2 år, men med Tumlastik er det muligt ud fra ergoterapeutiske principper, at lave motoriske aktiviteter for babyer, som kan hjælpe dem i de forskellige motoriske stadier, de går igennem de første leveår. Tumlastik er et relativet nyt ord, som jeg præsenterede danske forældre for tilbage i 2002. I dag findes der mange lignende tilbud, med mange forskellige titler. Det jeg lægger vægt på i min undervisning, er at tage udgangspunkt i det enkelte barn, og målrette legene til dets udviklingsniveau. Det kan jeg fordi, jeg har et meget stort kendskab til kroppen og babyernes motoriske og psykiske udvikling. Jeg gør også en stor dyd ud af at fortælle forældre, hvad der sker, hvorfor og hvad de kan gøre. Så teori fylder også en del i min undervisning.

Hvorfor vælge at gå til Tumlastik med sin baby, jeg kan jo lige så godt lege derhjemme? Til Tumlastik får babyerne ekstra fart på hele deres udvikling, når de bliver kropsligt stimuleret. Og de voksne nyder at se børnene tumle rundt under trygge og sikre rammer. Tingene kan være mere vilde end hvad du som forældre måske tør gøre selv derhjemme, og de små justeringer, man som forældre lærer til Tumlastik hos mig, giver stor bonus i barnets videre udvikling, og forældre lærer at blive tryg ved at tumle lidt vildt med deres barn. Ofte hører jeg, at hver gang de har været til Tumlastik, kan barnet efterfølgende noget nyt.


Børn i bevægelse er børn i udvikling

En god udvikling af krop og bevægelse baner vejen for al anden udvikling hos barnet. Allerede fra første levedag har babyen da også travlt med at udforske verden og dens muligheder ved hjælp af sin lille krop. Hver gang, barnet lærer noget nyt, dannes der nye nerveforbindelser i hjernen, som barnet får brug for resten af livet. Ikke mindst derfor er der god grund til at "fylde på", mens børnene er helt små og hjernen mest modtagelig.

Jeg tilbyder undervisning og tumlastik-hold i samarbejde med Karen Marie Bille.


Babyens tidligste sanser

De første leveår udvikler barnet parallelt tre basale forbundne sanseområder, som alt andet bygger videre på. Ved at gå til Tumlastik får børnene stimuleret netop disse tre sanseområder:

  • Følesansen
    Udvikles igennem den tætte kropslige kontakt med forældrene, f.eks. under amning, på puslebordet, ved badning, i bæreselen, ved svøb, massage osv.
  • Balancesansen
    Hjernen starter med at reagere på hovedets position i forhold til tyngdekraften og på ændringer i bevægelsestempoet. Så allerede når barnet bæres rundt, stimuleres denne sans - siden også, når det begynder at holde hovedet selv, rulle, kravle, gå, løbe, vende på hoved, gynge, rutsche, cykle, danse mv.
  • Muskel-ledsansen
    Ved at prøve tingene igen og igen, lærer barnet hjernen, hvor de enkelte legemsdele befinder sig - og hvordan de bruges, f.eks. hvor meget, armen skal flyttes for at de små fingre kan få fat i ranglen. Muskel-ledsansen stimuleres ved at bøje, strække, hive, trække, bære, skubbe ting mv.